Kommunen vil nu udvikle Sydhavnen
Der er en hel særlig stemning på den sydlige del af havnen i Aarhus, og den vil kommunen bevare
Sydhavnen i Aarhus rummer mere end 100 forskellige virksomheder, organisationer og foreninger - mange af dem mindre af slagsen. De er med til at skabe en speciel ånd på stedet. Den vil kommunen gerne beholde i forbindelse med, at området nu skal udvikles.
Det er planen, at der skal udvikles, uden at der ødelægges. Noget som ligger kommunen meget på sinde - til glæde for brugerne af området.
- Vi er i kontakt med mange interessenter, som alle synes, at arbejdet er spændende. Og de kan se mulighederne, siger centerchef for byudvikling og mobilitet, Bente Lykke Sørensen.
Brugerne af Sydhavnen har flere ønsker for fremtiden.
Plads til stort set alle typer mennesker
- Vores håb er, at kommunen værner om miljøet og skaber en balance mellem de eksisterende folk her og de store erhvervsdomiciler, som vil flytte herned, siger formand for Foreningen Sydhavnen, Signe Lund Juhler.
Hun fortæller om et sted, hvor der stort set er alt, hvad der kan kravle og gå. Der er sågar en mand, som istandsætter kirker. Og blandt brugerne er også en hel gruppe, som alle arbejder med lyd på den ene eller anden måde. De holder til i det, der går under betegnelsen Lydhavnen.
- Jeg er en del af et komponistfællesskab, hvor vi her har øvelokaler og blandt andet en vokalboks i den gamle elevatorskakt, fortæller Nicolai Absalon fra Rummed/The Space.
Han er en blandt flere, som lever af lyd. I de nærliggende lokaler holder også en musikproducer og en der håndbygger studieudstyr til.
Udnytter hinandens styrker
- Vi mødes så på midten, der hvor vi skal bruge hinanden. Det fungerer rigtig godt, forklarer Nicolai Absalon.
I forhold til udviklingen af området har han også et klart ønske.
- Der skal fortsætte med at være højt til loftet og lave udgifter, siger komponisten.
Du kan se hele indslaget om Sydhavnen øverst på siden. Her kan du også møde Jakob Erland fra Gyraf Audio og musikproduceren Carsten Heller.