Kommune vil bekæmpe udbredt plante - den er skadelig for naturen

Planten hedder rynket rose, og den ses mange steder ved kysterne, men den er ikke sund for naturen. Derfor skal den bekæmpes i Odder.

Sådan ser den ud. Rynket rose eller rosa rogusa, som det videnskabelige navn lyder, skal bekæmpes i Odder.  Foto: Jan Jørgensen - Scanpix

Du har sikkert set dem før, når du har været en tur ved stranden. Den lille blomst på de store buske med tilhørende hyben lige ned til kysten. Blomsten hedder rynket rose, og den er ikke helt uden gener for den danske natur.

Derfor har man i Odder Kommune igangsat bekæmpelsen af planten ved Dyngby Strand. Dette har man gjort i samarbejde med Pajbjergfonden, der ejer jorden.

Læs også Melvin på seks år sælger boller i sin hyggebutik

- Man ser den mange steder. Blandt andet ved Risskov og på Odder-kysten, hvor den breder sig og kvæler alt andet omkring sig. Da det er en invasiv art, som er blevet hentet fra udlandet, så har den ikke nogen fjender i den danske natur. På den måde er den uønsket, forklarer formand for Pajbjergfonden Niels Jørgen Bønløkke til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er i dette område, at der skal sættes ind over for den invasive planteart. Foto: Google Street View

Odder Kommune har sat får ud på pladsen, som skal forsøge at holde rynket rose nede. Disse får hentes fra Samsø Kommune, der allerede har gode erfaringer med bekæmpelsen.

- De kan holde dem nede, og det bliver et kønnere landskab at se på end bare en ensartet busk. Jeg vil tro, at rosen opgiver på et tidspunkt, mener Niels Jørgen Bønløkke.

De nye indbyggere på pladsen ned til vandet bør ikke give nye forudsætninger for gæster, der gerne vil besøge stranden.

Det bliver et kønnere landskab at se på end bare en ensartet busk

Niels Jørgen Bønløkke, formand, Pajbjergfonden

- De er blevet indhegnet, men der er lavet passager, sådan at stierne ned til vandet, de stadigvæk er frie, så folk kan gå igennem. Jeg tror ikke, at det skulle betyde noget for adgangen til stranden, som har været der hele tiden, udtaler Niels Jørgen Bønløkke.

Han er positiv omkring udsigterne til at få bekæmpet planten, som han selv kalder for ukontrollabel, langs stranden.

02:03

VIDEO: Den lille hidsige fisk båndgrundling er endnu et af de dyr, mange gerne så fjernet fra den danske natur. Se mere i dette tv-indslag fra juli 2017.

Luk video

Invasive arter

  • En invasiv plante er en plante, som ikke naturligt vokser i den danske natur. Arterne har en negativ effekt på diversiteten i naturen.
     
  • Rynket rose er ifølge miljøstyrelsen den mest udbredte invasive art i Danmark.
     
  • Rynket rose stammer oprindeligt fra Nordøst Asien og kom til landet i 1800-tallet.
     

Kilde: Miljøstyrelsen