Kommune vil af med grim terrorsikring: Bænk og blomster-kasse er ny løsning
Til Randers Festuge afprøver de en ny terrorsikring, der skal have flere funktioner og være flottere i bybilledet
Når Randers Festuge løber af stablen fredag, bliver det med en premiere på byens nye terrorsikring.
Den nye terrorsikring består af flere betonklodser, der er sat sammen, og som også rummer både bænk og blomsterkumme.
Læs også
Løsningen erstatter de såkaldte Hoffmann-klodser, som kommunen tidligere har brugt.
- De er visuelt meget flottere og har flere forskellige funktioner. Og så er vægten også en fordel, da den nye terrorsikring vejer mere, siger Frank Poulsen, der er driftsleder i Randers Kommune.
Ud med 'rædslerne'
Det er Fårup Beton og Randers Arkitekten der i samarbejde har udviklet den nye løsning.
- Jeg var i New York og så en masse grimme betonklodser stå alle mulige steder, siger Brian Knudsen, der er direktør hos Fårup Beton, og fortsætter:
- Jeg har brugt meget tid på at gøre beton mere spiseligt og trendy. Og så tænkte jeg på, hvordan man kunne gøre det lidt pænere i stedet for de rædsler, der står rundt omkring i byen, siger han.
Læs også
Og de tanker er så udmundet i den nye løsning med både bænk og blomsterkumme.
På hver betonklods sidder der ydermere beslag, så man kan sætte flere betonklodser sammen, og dermed øge vægten.
Det vil altså sige, at terrorsikringen vil veje 1,3 tons, når man sætter tre klodser sammen, hvorimod de almindelige fartdæmpende betonklodser - ifølge virksomheden - vejer cirka 500 kg.
- Klodserne vil også folde sig rundt om køretøjet, hvis man forsøger at køre igennem dem, lidt ligesom en perlekæde, siger Brian Knudsen.
Skal forskønne bybilledet
Udover selve formålet med at sikre sig mod terror, så er et andet af hovedformålene med den nye løsning, at bybilledet og festugen skal forskønnes.
- Jeg tænker, borgerne synes, de er meget flottere. Jeg tror også, at bybilledet bliver helt anderledes og pænere, siger kommunens driftsleder, Frank Poulsen, hvilket Fårup Beton-direktøren er enig i.
Læs også
Fremadrettet vil Randers Kommune gerne benytte sig af den nye terrorsikring. Men det er en stor investering, og derfor køber de nogle stykker af dem ad gangen.
Randers Festuge varer fra d. 9. til 17. august.
HER SKAL BETONKLODSERNE STÅ
Under Randers Festuge skal den nye terrorsikring stå her:
- Storegade (6 stk.)
- Jazzteltet i Dytmærsken (4 stk.)
- Østervold (3 stk.)
Kilde: Fårup Beton og Randers Kommune