Kommune tvinger landmænd til at droppe sprøjtemidler

Landmænd frygter for deres fremtid, efter et flertal i Aarhus byråd har forbudt flere landmænd at bruge pesticider på deres marker

01:46

Landmand Jens Anker Bøje fra Beder må sælge sin virksomhed, hvis han ikke længere må bruge sprøjtemidler på sine marker.

Selvom de er godkendt af Miljøstyrelsen, må landmand Jens Anker Bøje ikke længere bruge sprøjtemidler på dele af sine marker.

Det har et flertal i Aarhus Byråd onsdag aften besluttet.

Jeg skal have solgt min virksomhed, hvis det skal dyrkes økologisk, fordi det vil give så stort et underskud, at jeg ikke kan leve med det.

Jens Anker Bøje, landmand

- Jeg synes, at det er så groft og helt urimeligt, at de kommer og stiller krav til os, om at vi ikke må drive vores virksomhed efter loven, siger Jens Anker Bøje fra Beder til TV2 ØSTJYLLAND.  

Politikerne i Aarhus Kommune mener, at landbrugets sprøjtemidler forurener drikkevandet.

Derfor stemte alle partier bortset fra Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige for forslaget om at forbyde 11 landmænd syd for Aarhus at bruge pesticider på dele af deres marker.

Jens Anker Bøje viser de pesticider, som han fremover ikke må bruge.

Ifølge rådmanden for området er der fundet forurening fra godkendte sprøjtemidler i 33 forskellige drikkevandsboringer i kommunen.

- Vi finder godkendte sprøjtegifte i boringerne, og vi finder også godkendte sprøjtegifte over grænseværdierne i boringerne, og det handler om, at der mange steder i Aarhus er sådan, at grundvandsreservoirerne ikke er naturligt beskyttede af jordlagene, og derfor skal landmændene stoppe med at bruge sprøjtegifte, sagde Kristian Würtz (S), der er rådmand for Teknik og Miljø, den 15. november til TV2 ØSTJYLLAND.

01:09

Hør hvad rådmand Kristian Würtz (S) sagde til vores reporter Asbjørn Andersen onsdag aften, efter forslaget blev vedtaget. 

Luk video

Kompensation ikke god nok

De 11 landmænd bliver kompenseret for deres tab, men det giver landmand Jens Anker Bøje ikke meget for.

- Det er en latterlig lille erstatning, de tilbyder os, siger han og uddyber.

- Selvfølgelig går jeg op i, at vi skal have rent drikkevand, men de kan ikke bare udvælge elleve tilfældige lodsejere her i Beder og sige: Nu skal I stoppe med at drive jeres forretninger, fordi vi skal have jeres rene drikke vand.

Herunder kan du se det berørte område i Kristian Würtz' Facebook-opslag.

For Jens Anker Bøje betyder forbuddet, at han må sælge sin virksomhed, da han ikke har råd til at drive et økologisk landbrug.

- Jeg skal have solgt min virksomhed, hvis det skal dyrkes økologisk, fordi det vil give så stort et underskud, at jeg ikke kan leve med det.

Læs også Landbrug om kommunens sprøjteforbud: "De er på tynd faglig is"

Erhvervsorganisation Landbrug og Fødevarer bakker landmændene op og vil nu tage den videre til retten.

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.