Kommune optager lån: Flere penge på vej til socialt udsatte og klima

Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre i Odder er blevet enige om, at kommunen skal tage lån for at kunne sikre udvikling i kommunen

Foto: Axel Schütt - Scanpix

Der er flere penge på vej til både socialt udsatte, jobcenteret, trafiksikkerhed samt klimatiltag og bæredygtighed i Odder Kommune. Men til gengæld vil kommunen optage lån.

Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre i Odder Kommune blev i går enige om en aftale for budgettet i 2019. Dermed er 13 ud af byrådets 19 medlemmer med i aftalen.

Der var for mange ting, som man ikke kunne gå videre med, hvis ikke vi kunne hjemtage de her lån

Uffe Jensen (V), borgmester

Nedbringer gæld

Ved indgangen af 2018 var kommunens gæld på 17.574 kroner per indbygger, hvilket er over landsgennemsnittet, og i ældre aftaler om budgettet har man også som mål at nedbringe kommunens gæld.

De næste fire år vil kommunen låne i alt 25 millioner kroner. I den periode afdrager Odder Kommune samtidigt gælden med 85 millioner kroner. Så i alt bliver gælden nedbragt med 60 millioner kroner per år, lyder det i aftalen.

- Vi er økonomisk ansvarlige, fordi vi nettoafdrager 60 millioner, så vi skulle gerne komme under landsgennemsnittet i 2021, siger Uffe Jensen (V), der er borgmester i Odder Kommune.

Læs også Landsbyer demonstrerede: Men nu er længe ventet cykelsti på vej

Sikre udvikling

Da forvaltningen lagde op til budgetforhandlingerne kom det som en overraskelse for flere, at kommunens udgifter til det specialiserede socialområde og overførselsindkomster var steget med 30 millioner kroner.

Derfor har partierne bag aftalen set sig nødsaget til at låne penge til de kommende år.

- Der var for mange ting, som man ikke kunne gå videre med, hvis ikke vi kunne hjemtage de her lån, siger Uffe Jensen (V).

- Alternativet er, at udviklingen i kommunen ville blive meget, meget begrænset. Det vil næsten sætte kommunen i stå. Vi skal sørge for, at Odder Kommune bliver blandt de bedste kommuner at bo i, siger Lone Jakobi (S).

Penge til indsatser

Antallet af unge i botilbud uden for kommunen skal nedbringes, står der i aftaleteksten, og der er derfor afsat 13 millioner kroner til en satspulje.

Læs også Borgere om oversvømmelser i Odder: - Kommunen er for langsom

Der vil også blive afsat seks millioner kroner ekstra til beskæftigelsesindsatser.

Der er også sat penge til at fremme bæredygtighed, lave klimatilpasning, udvikle af Odder bymidte samt trafiksikkerhed.

Derudover bliver der penge til at opføre cykelstien mellem Ørting og Gylling, fortsætte arbejdet ved Letbanestoppet på Rude Havvej og opføre en cykel- og gangbro over Stampmøllebækken.

Læs hele budgetaftalen her