Kommune og teater indgår ny aftale
Randers Kommune og Randers Egnsteater giver hinanden hånd på fireårig aftale. Samtidig tager teatret hul på nyt samarbejde med to kommuner
Randers Kommune og Randers Egnsteater har netop indgået en ny aftale, der rækker fire år frem.
Det giver teatret arbejdsro og rig mulighed for at udvikle sig, lyder det fra begge sider.
- Jeg synes, det er en god aftale. Der er ingen tvivl om, at Randers Egnsteater er med til at profilere Randers som en by med et rigt kulturliv. Ikke mindst næste år, hvor Randers og Randers Egnsteater spiller en markant rolle i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, siger Randers-borgmester Claus Omann Jensen (V) i en pressemeddelelse.
Læs også
For teaterleder Peter Westphael betyder aftalen, at der bliver arbejdsro til at fortsætte den nuværende linje. Og der bliver nok at se til:
- Jeg glæder mig til at kunne fortsætte vores gode udvikling, som på en måde når et foreløbigt højdepunkt i 2017. Med Watermusic til september, der er teatrets største produktion nogensinde, viser vi, at der er et kæmpe potentiale her i byen, siger han.
Læs også
Randers Egnsteater tager også hul på et helt nyt samarbejde med Favrskov og Lemvig kommuner. Det giver nye muligheder, mener Peter Westphael.
- Vi vil komme til at samarbejde med nogle meget forskellige institutioner og personer. Og vi skal nu i gang med at undersøge, hvordan vi bedst kan bidrage med vores viden og erfaringer til at producere scenekunstneriske aktiviteter og projekter af høj kvalitet, siger Peter Westphael.
Han forventer, at teatret i slutningen af 2017 gennemfører et større projekt i Hadsten i Favrskov Kommune.