Kommune inviterer til møllemøde
På mandag vil Norddjurs Kommune gøre borgerne klogere på et kommende vindmølleprojekt
Mandag 7. december 2015 kl. 19.00 inviterer Norddjurs Kommune til vindmøllemøde i Albøge forsamlingshus om opstilling af 4 vindmøller i området øst for Søby.
Området øst for Søby blev i kommuneplan 2013 udpeget og fundet egnet til opstilling af 4 vindmøller på op til 150 meters højde.
Nu har Kommunalbestyrelsen godkendt forslag til VVM-redegørelse, kommuneplantillæg og lokalplan for projektet, og forslagene er sendt i offentlig høring indtil 5. januar 2016.
Tager høringssvar med i endelig afgørelse
- Når kommunalbestyrelsen inviterer til offentligt møde om projektet, er det med det formål at gennemgå VVM-redegørelsen og samtidig svare på de spørgsmål, der måtte være i forbindelse med projektet, fortæller Borgmester Jan Petersen (S) i en pressemeddelelse.
På mødet vil projektmagerne fra EnerginetDK gennemgå, hvorledes man kan søge om kompensation for muligt værditab for en ejendom, der ligger i nærheden af vindmølleområdet. Det drejer sig om den såkaldte værditabsordning. Ligeledes vil man fortælle om de muligheder, der er for at købe andele i vindmølleprojektet.
- Inden fristen udløber 5. januar 2016, er man velkommen til at indsende høringssvar. Herefter vil høringssvarene blive gennemgået og vurderet, inden kommunalbestyrelsen træffer en endelig afgørelse i sagen, fortæller Jan Petersen.