Kommune hjælper fodboldklub med at betale stor skattegæld

Odder Kommune kommer trængt klub til undsætning ved at betale 625.000 kroner i forskud

Politikerne i Odder Kommune har besluttet at hjælpe Odder IGF Fodbold med at betale den gæld, som klubben skylder Skat.

Odder IGF Fodbold er kommet i uføre, fordi klubben har overtrådt nogle skatteregler om kørepenge til spillere og aflønning af trænere.

Læs også Snyd med kørepenge koster østjysk fodboldklub dyrt

Det betyder, at klubben har fået en regning fra Skat på cirka en million kroner, og det er den, Odder Kommune nu hjælper med at betale.

Helt konkret har Odder IGF Fodbold fået 625.000 kroner af kommunen i forskud, som klubben ellers skulle have haft udbetalt i tilskud over de kommende fem år.

Klar til at hjælpe

Det er kommunens folkeoplysningsudvalg, der har truffet beslutningen.

Marianne Hundebøll (SF) er formand for udvalget. Hun fortæller, at klubben ikke kunne få en afdragsordning med Skat. 

Hvis ikke vi træder til, ville klubben være tvunget til at lukke. Det ville ramme cirka 1000 medlemmer.

Marianne Hundebøll (SF), formand for folkeoplysningsudvalget i Odder Kommune

- Vi er selvfølgelig klar til at hjælpe en klub i sådan en situation, når den har en god plan, som tilfældet er her. Hvis ikke vi træder til, ville klubben være tvunget til at lukke. Det ville ramme cirka 1000 medlemmer, siger Marianne Hundebøll til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun fortæller, at klubben selv på anden vis har skaffet penge til at betale regningen.

Marianne Hundebøll understreger, at den hjælpende hånd ikke betyder, at klubben får flere kommunale kroner, end den ellers ville have fået. Beslutningen kommer heller ikke til at ramme andre foreninger. 

I marts blev Odder IGF Fodbold straffet yderligere i sagen om kørepenge.

Læs også Snyd med kørepenge koster divisionsklub en million kroner

Fodboldens Disciplinærinstans under DBU besluttede at fratrække klubben 12 point og give en bøde på 100.000 kroner.

Klubben fratrækkes seks point i nedrykningsspillet i 2. division her i foråret og seks point i den kommende sæson.

Et overstået kapitel

Odder IGF Fodbold valgte efter nogle dages betænkningstid at acceptere afgørelsen:

- Årsagen skyldes primært hensynet til, at Odder IGF Fodbold er en idrætsforening med frivillig bestyrelse, som har begået en fejl, fået og accepteret en straf. Vi har kun et stort ønske om at lægge denne for Odder IGF Fodbold meget kedelige sag bag os, og ved at acceptere kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans kan vi nu sige, at sagen - samt vores mellemværende med Skat - langt om længe er et overstået kapitel, skriver klubben i en udtalelse på sin hjemmeside.