Kommune flytter til Bispehaven
Kommune, politi og foreninger går sammen for at hjælpe udsatte unge
Unge mellem 15 og 25 år skal have et fælles sted at gå hen for at få hjælp til problemer i hverdagen.
Det er formålet med et helt nyt tilbud i boligområdet Bispehaven i det vestlige Aarhus, som for nyligt er åbnet.
Området er med jævne mellemrum plaget af ballade. Senest i denne måned, hvor Dansk Supermarked har meldt ud, at de vil lukke deres Netto-butik i området på grund af hærværk og tyverier.
Se også: Netto lukker på grund af tyverier
Det er denne udvikling, man nu vil forsøge at bremse med et nyt tilbud kaldet 'Spor 215', som er et kontor, hvor de unge kan henvende sig for at få vejledning og rådgivning om for eksempel kontanthjælp, uddannelses- og jobmuligheder og tips til privat økonomi.
Bag initiativet står Aarhus Kommune, Østjyllands Politi og boligforeningen Østjysk Bolig, som sammen håber at skabe nogle gode og trygge rammer for de unge, der i sidste ende gør hele bydelen tryggere:
- Vi har gjort det anderledes, at vi har rykket systemet ud til de unge. I stedet for, at de skal fare rundt mellem de forskellige socialkontorer, så rækker vi hånden ud til dem og hjælper dem, siger projektleder Trine Nedbo til tv2oj.dk.
På rette spor
Hun fortæller:
- Det kan for eksempel være unge, der er ved at komme ud i kriminalitet eller har brug for hjælp til at finde et arbejde.
Se også: Stenkast stopper bus - igen
Planen er, at det nye kontor skal være for unge, som boligforeningens sociale medarbejdere, Østjyllands Politi og kommunens socialforvaltning er i kontakt med gennem deres arbejde.
Man kan dog også sagtens komme ind fra gaden og få hjælp, lyder opfordringen. Her vil man blive mødt af både frivillige og professionelle, som er klar med en hjælpende hånd til også helt lavpraktiske ting som at oprette NEM-ID.
Baggrunden for navnet 'Spor 215' er ifølge projektleder Trine Nedbo kontorets placering.
- Kontoret ligger på Hasle Centervej 215 og vores mål er at få de unge på rette spor, fortæller hun.
'Spor 215' har i første omgang åben hver onsdag og torsdag fra klokken 16-19. Målet er, at tilbuddet med tiden vil blive udvidet til også at gælde mandag og tirsdag i dagtimerne.