Kommune begik valgbrøler

Sendte fejlagtigt valgkort ud til 20 husstande

Foto: Colourbox

Normalt er det statsministeren og ikke kommunen, der udskriver valg, men i Aarhus var det sidste netop tilfældet i går.

Her modtog en familie fra Viby et noget uventet brev fra Aarhus Kommune. Brevet indeholdt nemlig tre valgkort med titlen 'Folketingsvalg 5. januar 2015'.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Først troede familien, at brevet var forfalsket, men efterfølgende viste det sig, at kommunen havde lavet en fejl og på eget initiativ havde 'udskrevet' valg:

- Vi tester blandt andet nye valgkort, og i den forbindelse fik vi som led i en solid test lavet et prøvetryk på 14.000 kort. Sent fredag opdagede vi, at der ved en fejl var blevet sendt og omdelt 20 kort ud til aarhusianske adresser, siger chef for Borgerservice og ansvarlig for valgsekretariatet, Lene Hartig Danielsen til Århus Stiftstidende.

Aarhus Kommune har efterfølgende været rundt og banket på døren hos de borgere, der har modtaget valgkortene, for at beklage fejlen.