Kommunal topchef bortvises: Millionaftale rives i stykker

I november smed Aarhus Kommune Claus Pedersen på porten med et millionbeløb i fratrædelsesaftale. Nu annulleres aftalen efter nye afsløringer

Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Aarhus Kommune har onsdag besluttet at bortvise Claus Pedersen, der i begyndelsen af november forlod sin stilling som kommunal topchef.

Det skete, efter Århus Stiftstidende havde skrevet en række artikler, hvor der blev sået tvivl om Claus Pedersens dispositioner og dømmekraft som chef for Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune.

Siden er skeletterne fortsat væltet ud af skabet, og det har fået kommunen til at handle.

Kommunen har besluttet at bortvise Claus Pedersen. Det betyder, at Aarhus Kommune river Claus Pedersens fratrædelsesaftale, der er 1,4 millioner kroner værd, i stykker. 

Læs også Kommunal topchef færdig efter kritik

Camilla Fabricius (S), der er fungerende rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, har tidligere sagt, at hun ville genoverveje fratrædelsesaftalen med Claus Pedersen, hvis der kom nye oplysninger frem om strafbare forhold.

- Vi har bedt revisionen give besked omgående, hvis de fandt forhold, som ændrede forudsætningerne for den fratrædelsesaftale, som vi har indgået med Claus Pedersen. I sidste uge gjorde revisionen os opmærksom på nogle forhold, som efter vores opfattelse udgør en væsentlig misligholdelse af hans ansættelsesforhold, siger Camilla Fabricius i en pressemeddelelse og uddyber: 

- På den baggrund har vi nu valgt at bortvise Claus Pedersen og bringe fratrædelsesaftalen til ophør. Det er vigtigt, at vi reagerer så hurtigt, vi kan på de informationer, vi får. Det er også sket i dette tilfælde, siger rådmanden.

Camilla Fabricius siger til TV 2 I ØSTJYLLAND, at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.