Kom tættere på skolereformen
Hvilken betydning får den?
Efter sommerferien begynder den nye skolereform for alvor, og den kommer til at påvirke både eleverne, lærerne og pædagogerne.
I den kommende tid vil TV 2 | ØSTJYLLAND sætte fokus på skolereformen for at se, hvordan hverdagen bliver ude på de østjyske skoler efter ferien.
- Vi er meget spændte på det, og vi har brugt meget tid på at involvere medarbejderne undervejs, siger Lene Brejnegaard, der er skoleleder på Haldum-Hinnerup Skolen.
Hun fortæller, at mange forældre også glæder sig.
- De er egentlig meget optaget af det her øgede samarbejde med forskellige faggrupper, og de synes, at det giver nogle nye spændende og muligheder, at der kan komme en anden form for undervisning ind, at vi får længere tid til at kunne fordybe os, og at vi kan variere undervisningen på en anden måde, end vi har kunnet i det lidt stramme skema og struktur, som vi har haft før, siger Lene Brejnegaard,
Også lærerne ser frem til den nye hverdag.
- Hvis man ser det med elevperspektiv, så er det jo det vigtigste, at de får større mulighed for at fordybe sig, i og med de får en længere skoledag, men det kan også være en udfordring for nogle, at skulle være længere tid i skole. Der har vi lærere en forpligtigelse til at gøre det til en god skoledag for alle, også dem, som synes, at det er hårdt at skulle være så længe i skole, siger Bjørn De Place, der er tillidsrepræsentant for lærerne på Halldum-Hinnerup Skolen.
Se: Rådmand tavs om lærerfyring
Som en ny ting skal lærerne fremover opholde sig på skolen hele dagen.
- Forberedelsen bliver lagt primært på skolen, hvor det før var meget fleksibelt. Nogle lagde den på skolen, andre lagde den der, hvor den passede ind i deres dagsskema. Og det er nok den største udfordring og omvæltning for os, siger Bjørn De Place.
De længere dage på skolebænken betyder, at åbningstiden i SFO'en bliver reduceret, men der åbnes op for, at pædagogerne i større grad kan involveres i undervisningen.
Men pædagogerne frygter, at de mindste børn vil flygte fra SFO'en.
- Vi har nogle børn, der har været vant til at komme i SFO mellem 12 og 13 oftest, og nu kommer de først klokken 14.00, og der er det selvfølgelig en udfordring at holde på børnene, så de ikke bliver meldt ud, da der er nogle, man måske kunne forestille sig, vil vælge at gå hjem. Så vi skal lave et rigtig godt tilbud i SFO'en om eftermiddagen, så de bliver hos os, siger Sanne Heselaa Hedam, tillidsrepræsentant for pædagogerne på Halldum-Hinnerup Skolen.
Du kan se mere om skolereformen i indslaget over artiklen.