- Kom på besøg, når du vil
Region vil afskaffe sygehus-besøgstider
Ingen besøgstid mellem klokken 12 og 14, og heller ikke mellem klokken 20.30 og 22.
Sådan lyder beskeden til de pårørende på flere hospitalsafdelinger i Østjylland, men det skal der nu laves om på.
Det sker efter en redegørelse fra Region Midtjylland har vist, at der generelt er stor forskel på besøgstiderne på hospitalerne.
Det har nu fået hospitalsudvalget i regionen til at arbejde henimod at udviske forskellene og ensrette besøgstiderne, så der fremover er langt friere muligheder for at besøge for eksempel familie eller venner, som er indlagt.
Det fortæller formanden for hospitalsudvalget, Anders Kühnau (S), til TV 2 | ØSTJYLLAND efter udvalget her til eftermiddag har afholdt møde.
Frie besøgstider
Målsætningen er, at alle hospitalerne i Region Midtjylland nu skal forsøge i det omgang, det er muligt, at afskaffe besøgstiderne og i stedet indføre frie besøgstider:
- Vi synes, det er et vigtigt signal at sende, at vi gerne vil have de pårørende på hospitalerne, fordi vi ser dem som en ressource, siger Anders Kühnau.
Han understreger dog samtidig, at skilte om besøgstider også i fremtiden vil være at finde rundt på de østjyske hospitalsgange - bare i et mindre omfang end i dag.
Blandt andet på barselsafsnittene, hvor forældrene giver udtryk for et ønske om restriktioner. Derudover vil der også være en række andre afdelinger, hvor besøgstider vil være passende, fortæller Anders Kühnau:
- For eksempel på sygehuset i Tage Hansens Gade i Aarhus er der seks-mandssenge. Derfor kan det være nødvendigt med besøgstider for at patienterne kan få hvile.
Om et år vil hospitalsudvalget i Region Midtjylland evaluere forløbet for at se, om ønsket om frie besøgstider er blevet indfriet.