Kom med på en tidsrejse: Online-pioner fejrer 20 års jubilæum
Skatepro, der sælger skaterudstyr på nettet, havde tirsdag 20 års jubilæum med sin online-butik
I dag, tirsdag, har et østjysk firma 20 års jubilæum. Det er i sig selv ikke så usædvanligt. Det usædvanlige er, at det er et internet-firma. Firmaet blev startet dengang de færreste havde netforbindelse - og mange havde svært ved at tro på, at det kunne lade sig gøre.
Men det kunne det, og det der internet har som bekendt vist sig som en succes.
- Hvis nogen havde sagt for 20 år siden, at det ville se sådan her ud i dag, så tror jeg, at jeg havde sagt, at det var løgn og utopi, siger Jakob Høy Biegel fra Hinnerup, der er indehaver af Skatepro, som blandt andet sælger rulleskøjter, løbehjul og skatetøj online.
Læs også
Da han startede sin netbutik tilbage i 1996 var det som et hobbyprojekt, og han troede ikke, at det var noget, han nogensinde kunne komme til at leve af. Nu kan han så fejrer 20 års jubilæum i virksomheden, der med 100 ansatte omsætter for et trecifret millionbeløb via salg til lande rundt om i verden.
Langt fra den virkelighed, der var tilbage i 1996, hvor computerne både så og lød noget anderledes end i dag.
- Jeg var dybt fascineret af det, man kunne med internettet. Hvordan man kunne lave noget et sted, og så kunne millioner af mennesker potentielt set få glæde af det alle mulige steder i verden, siger Jakob Høy Biegel, der til at begynde med udbød fem produkter på sin hjemmeside.
Læs også
- At have været med hele vejen, fra hvor det kun var de mest tekniske nørder, der kunne finde ud af, hvad internettet var, til i dag, hvor det er hvermandseje, og noget vi alle har på vores telefoner. Jeg synes, at det er dybt fascinerede at opleve den udvikling, siger Jakob Høy Biegel.
Ud over nethandlen har firmaet også oprettet to fysiske butikker.
I videoen øverst på siden kan du komme med på en tidsrejse gennem internettets udvikling set med Skatepros briller, og herunder kan du høre mere om onlineshoppen og planerne for fremtiden.