Kom bare an, regnvejr
NorthSide åbner portene for 25.000 festivalgæster
Den aarhusianske musikfestival NorthSide åbnede fredag middag dørene for de første af de 25.000 gæster, der forventes at besøge Ådalen i løbet af weekenden.
Ifølge vejrudsigten skulle det holde nogenlunde tørt fredag, men lørdag er der risiko for et større regnskyl sidst på dagen.
Uanset hvordan vejrguderne arter sig, er den populære aarhusianske festival godt forberedt.
- Det er klart, man skal altid sikre sig. Det er jo trods alt Danmark, vi lever i. Vi har kørt store mængder flis klar i tilfælde af, at der skulle være områder, der var mudrede, siger festivalens talsmand, John Fogde, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Stort set ikke mudret
Det er tredje gang, der bliver afholdt NorthSide. Ifølge arrangørerne har de i år et godt billede af, hvordan medarbejderne skal håndtere eventuelle regnskyld.
- Vi ved, hvordan pladsen opfører sig og tager imod regnvejr. Sidste år, hvor det i perioder var forfærdeligt vejr, kunne vi se, at der stort set ikke blev mudret herude. Så vi er ved godt mod, siger John Fogde.
Se hele interviewet med John Fogde i videoen øverst på siden.