Kom bare an med det Grand Prix

Klar med 10.000 kvm glastag

I Horsens mener de det alvorligt, når de siger, at de vil have næste års Internationale Melodi Grandprix til byen. Nærmere bestemt til Fængslet.

Faktisk mener de det så alvorligt, at de er klar til at lægge et 10.000 kvadratmeter glastag over fængselsgården, så sanglærkerne kan gennemføre showet tørskoet, hvis en typisk dansk regnbyge skulle være på gæstelisten.

- Det er helt oplagt at holde Grand Prix i det nedlagte fængsel i Horsens. Derfor har vi tilbudt Danmarks Radio at lægge et glastag over fængselsgården, så de ikke skal bekymre sig over vejret, siger direktør i Horsens & Friends Frank Panduro til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Fængselsgården er 110 meter bred og under det store glastag vil 12.000 mennesker kunne heppe på deres favoritsange.

- Hvis DR er med på ideen og vælger Horsens, så bygger vi glastaget og lader det ligge, så vi kan bruge fængselsgården til andre arrangementer også, siger Frank Panduro.