Kollegierne er fyldt
Alle kollegieværelser og ungdomsboliger i Århus er udlejet i øjeblikket, lyder det fra Kollegiekontoret.
I dag har mange kommende studerende på Aarhus Universitet og byens andre videregående uddannelser fået det brev, som bekræfter deres status som kommende studerende.
På Kollegiekontoret i Århus melder man dog om alt udlejet lige nu.
- Mange havde meldt sig til boliggarantien på forhånd i den forventning om, at de nok kom ind. Men idet der er stor udskiftning på kollegierne, regner vi med, at alle kan få tilbudt et kollegieværelse senest til oktober, siger Diana Jørgensen, der er administrationschef ved Kollegiekontoret i Århus, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det har været muligt at søge boliggarantien siden 1. juni. Alle nye ansøgere skal tilmelde sig boliggarantien, fordi det er fra den liste, at Kollegiekontoret først tager nye lejere ind.