Køkkenhaven hitter igen

Vi vil dyrke vores egne råvarer

Hos de forskellige planteskoler og havecentre i Østjylland bliver små frø i disse dage hevet ned fra hylderne og plantet hjemme i haverne.

Tendensen har slået sig fast, den gør sig endda international og det gamle koncept med at dyrke egne råvarer i køkkenhaven er vendt tilbage i form af ordene: grow your own.

Indehaver af Bo Grønt Skæring Plantecenter i Egå, Steen Vinkler fortæller, at han de seneste to år har solgt flere og flere frø og krydderurter til kunder, der vil forvandle deres have til den, de kender fra deres bedstemors tid.

- Køkkenhaven er blevet in igen. Vi søger tilbage til naturen og i stedet for at fortsætte med udelukkende at forbruge, er vi blevet bevidste om, hvor tingene kommer fra, fortæller Steen Vinkler til TV 2 | ØSTJYLLAND.  

Alverdens frø
Påsken er som altid travl for de forskellige plantecentre, og Steen Vinkler fortæller, at det er alverdens forskellige frøsorter, som folk vil plante i deres nye køkkenhaver.

- Det er groft sagt alt, hvad vi kan stoppe i munden, folk vil have. Alt fra kartofler, radiser, ærter, bønner, rodfrugter og persillerod til masser af krydderurter, siger han.

Se mere om den nye trend på TV 2 | ØSTJYLLAND i aften klokken 19:30.