Kok tilbyder fest til en familie, der ikke har råd til at holde konfirmation

- Det er også lidt et oprør mod den her tanke om, at man kun kan gøre noget for sig selv, lyder det fra kok, der vil hjælpe familie med konfirmation. Foto: Jeppe Mehlsen / Scanpix

Det kan være svært at have råd til en konfirmation i 2018 - heldigvis findes der mennesker, der gerne vil hjælpe andre.

En konfirmation anno 2018 kan nemt koste konfirmandens forældre et sted mellem 30.000 og 50.000 kroner. Det er heller ikke sjældent, at det bliver endnu dyrere, når et meget ungt mennesker siger ja til Gud.

Det er er med andre ord blevet en økonomisk belastning for enhver familie at afholde en konfirmation, og det er ikke alle, der kan følge med.

Læs også Kronprinsesse Mary: - Vigtigt med fokus på frivilligheden

Min konfirmation kostede 10.000 kroner, og jeg blev sgu' kørt i en Opel Astra.

Mads Bjerre Solberg, kok

Af samme grund er det heldigt, at der findes mennesker som den randrusianske kok Mads Bjerre Solberg. Han har nemlig valgt at tilbyde sine kokkeegenskaber og sit netværk til en familie, der har brug for det. 

- Jeg tilbyder en festmenu til indkøbspris. Jeg har været køkkenchef flere steder, og jeg er ikke en dårlig kok. Jeg sørger også for, at der er nogle tjenere, der servicerer. Jeg prøver at give en helhedsoplevelse for minimale penge, siger Mads Bjerre Solberg til TV2 ØSTJYLLAND.

Konfirmationen er blevet for materialistisk i stedet for hyggeligt og familiært, mener Mads Bjerre Solberg. Foto: Scanpix - genrefoto

Konceptet er, at familien selv betaler omkostningerne til maden, mens Mads og tjenerne arbejder gratis, ligesom Mads også prøver at smide en overraskelse ind.

Mads har tidligere har lavet frivilligt arbejde, og at han har et netværk, der gør det nemmere for ham at arrangere en konfirmation. Det er heller ikke så svært at finde nogle, der vil sponsorere en gave, lyder det.

Mor brød i gråd

Det er andet år i træk, at den 35-årige kok tilbyder at hjælpe en familie. Det er hans oplevelse sidste år, der gør, at Mads igen i år vil lægge omkring 50 timer af sin tid i at skabe en konfirmationsmiddag, der er skræddersyet efter konfirmandens ønsker.

- Sidste år kom jeg i kontakt med en en mor, der var syg med stress og depression. Til festen kom flere familiemedlemmer hen og takkede mig, og moren brød i gråd, da hun takkede mig i sin tale. Så vil jeg skide på, at jeg brugt mange timer på det, siger Mads Bjerre Solberg til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det er også lidt et oprør mod den her tanke om, at man kun kan gøre noget for sig selv. Jeg er røvtræt af det her egoistiske syn på verden, hvor det kun handler om mig, mig, mig. Jeg håber, at jeg måske kan inspirerere nogen til at gøre noget for andre.

Læs også Mads bruger sin jul på at lave festmåltid til udsatte

Sidste år gik konfirmanden op i golf, så Mads tog kontakt til golfklubberne i Randers og omegn, og det endte med, at konfirmanden fik to gavekort til at prøve en golfbane. 

- Det er stukket af

En del af grunden til, at Mads har kastet sig over at hjælpe en familie 'i nød' er også, at han har en mening om nutidens konfirmationer.

- Jeg synes sgu, det er overgearet, og at det er stukket lidt af. Folk har svært for at følge med. Min konfirmation kostede 10.000 kroner, og jeg blev sgu' kørt i en Opel Astra. Nu handler det også om store fine sportsbiler. Det er blevet for materialistisk i stedet for hyggeligt og familiært, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter: 

- Det sociale skel mellem rig og fattig bliver åndssvagt stort, og det påvirker også børnene, og det er det, jeg ikke kan lide. 

En konfirmation kan nemt løbe op 30.000-50.000 kroner, og det kan være svært at følge med. Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Det gør mig glad, at jeg kan gøre en forskel. Det er træls at sidde hårdt i det, det har jeg selv prøvet. 

Mads Bjerre Solberg, kok

På spørgsmålet om, hvad han selv får ud at forsøge at hjælpe andre, lyder det umiddelbare svar:

- Det giver ikke en skid. Det giver mig stress. Det giver mig ikke nogen tilfredsstillelse, fordi jeg ved godt, at jeg kan lave mad. 

Efter en kort tænkepause tilføjer han dog:

- Men det gør mig glad, at jeg kan gøre en forskel. Jeg kan egentlig bare godt lide at gøre noget for andre. Det er træls at sidde hårdt i det, det har jeg selv prøvet. Når nogen spørger: 'Hvorfor gør du det her?', så svarer jeg med et spørgsmål: 'Hvorfor gør DU det ikke?'. 

Læs også Frivillige knokler i succesfuld basketball-klub

Mads Bjerre Solberg arbejder i øjeblikket som kok på et skib. Han har været til havs siden 2. januar.

Mads har tilbudt sin hjælp via et opslag i Facebook Randers. Han fortæller, at flere familier allerede har kontaktet ham.

 

 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig