Købmand vil redde livsnerve i landsby

I Hylke ved Skanderborg har frivillige i et år kæmpet for at holde liv i deres lokale butik. Nu har man fået ansat en rigtig købmand, der skal udvikle livsnerven i byen

01:51

VIDEO: Lokale frivillige i Hylke har været med til at holde liv i deres butik, nu er en rigtig købmand klar til at tage over.

For et år siden var den lille købmand i Hylke ved at gå konkurs.

- Det er ikke godt det her, så må man jo gøre noget, fortæller en af borgerne i Hylke Anita Jørgensen.

Læs også Landsby uden købmand i fem år: Nu har borgerne indsamlet millioner

Og det gjorde indbyggerne i Hylke. Ved hjælp af andele som blev solgt og frivilligt arbejde har de haft deres lille købmand holdt kørende i ét år.

-  Købmanden er her vi mødes, og derfor skal den holdes i live. Og vi må gøre noget for det, siger Anita Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Anita Jørgensen er én af de lokale frivillige, der har været med til at holde liv i købmanden.

Nu er de klar til at tage skridtet videre. Butikken kan kun lige løbe rundt, og de vil gerne have, at den bliver mere selvstændig og ikke er afhængig af de frivillige.

- Vi har ikke været dygtige nok til at få ekstra omsætning i butikken. Vi har brugt en del timer hernede, og vi lukker ikke butikken, fortæller Irma Christensen, som er formand for Hylke Købmandsforretning, som ejer butikken.

Hvis vi lukker butikken, så lukker vi Hylke. Det er livsnerven.

Irma Christensen, formand, Hylke Købmandsforretning.

En købmand er altafgørende for, at byen kan fungere, fortæller hun.

- Hvis vi lukker butikken, så lukker vi Hylke. Det er livsnerven.

Irma Christensen er glad for, at det er lykkedes at finde en købmand til at drive butikken i Hylke videre.

En rigtig købmand, der har gjort det før

Officielt overtager Brian Mossalski Nielsen driften af købmanden i Hylke den 2. januar 2019. Men han har allerede tyvstartet.

- Inden for den seneste måned har vi udvidet sortimentet. Vi er gået fra en stor kiosk til en købmandsbutik nu, og det vil blive udvidet yderligere henover de kommende måneder, fortæller den nye købmand.

Brian Mossalski Nielsen skal udvikle og drive købmandsbutikken i videre. Den skal udvikles fra en stor kiosk til en rigtig købmand, fortæller han.

Han kommer fra en lignende stilling i Sparkær ved Viborg, hvor den lokale dagligvarebutik havde været lukket i fire-fem år.

- Der fik vi løftet den og også over det minimumsmål, som vi har sat herude, siger Hylkes nye købmand.

Vi kan ikke leve af at være et socialt samlingssted, vi kan leve af at være en købmand – men kan vi derudover fungere som et socialt sted i byen, så har vi slået to fluer med ét smæk.

Brian Mossalski Nielsen, ny købmand i Hylke.

Butikken skal være et samlingspunkt for byen – og lokalt forankret.

- Vi kan ikke leve af at være et socialt samlingssted, vi kan leve af at være en købmand – men kan vi derudover fungere som et socialt sted i byen, så har vi slået to fluer med ét smæk, fortæller han.

Derudover skal købmanden være meget mere aktiv i de omkringliggende byer, så folk vælger at handle her – i stedet for i Skanderborg eller Aarhus.

Læs også Som 13-årig begyndte Nanna at miste håret: - Jeg græd og følte mig forkert

- Jeg havde ikke sagt ja, hvis jeg ikke havde troet på det. Jeg tror på, vi kan løfte det her. Der er en god base og nogle ting, der fungerer rigtig godt hernede. Der er nogle ting, som skal sættes i systemer og andre rytmer. Vi skal videreudbygge, fortæller Brian Mossalski Nielsen.

Det handler om kunder i butikken, hvis den nye købmand skal have succes med at drive dagligvarebutikken videre.

Skal sælge for syv millioner kroner

Købmandsbutikken vil annoncere mere – både i forhold til tilbudsaviser og også på sociale medier.

- Det gælder om at få kunder i butikken og med omkring 700 indbyggere i byen og omegn, så kan det være udfordrende. Vi skal have fat i så mange som muligt, siger Brian Mossalski Nielsen.

Hvis vi skal være realistiske, så skal vi op og sælge for syv millioner plus moms om året.

Brian Mossalski Nielsen, ny købmand i Hylke.

Der skal i den grad penge i kassen, hvis købmanden skal blive en sund forretning i Hylke.

Læs også Hylke Multihus er klar til at åbne dørene

- Hvis vi skal være realistiske, så skal vi op og sælge for syv millioner plus moms om året, for at det kan være rentabelt, fortæller Brian Mossalski.

Købmanden i Hylke, hvor der bor lidt over 400 indbyggere.

Troen har han på, at det kan lade sig gøre, og der vil ske drastiske forandringer hos købmanden.

- Når du kommer om to år, så er vi det, der hedder Min Købmand, og vi har lavet en del om i butikken. Om to år vil du ikke kunne kende butikken, siger Brian Mossalski Nielsen.

Hvis ikke det var lykkedes, så falder alle vores huse i værdi. Byen går hen og dør, og det dur jo ikke.

Anita Jørgensen, indbygger, Hylke.

En by der står sammen

Købmanden er altafgørende for byen, mener én af de frivillige, der har hjulpet med at holde liv i butikken indtil nu.

- Hvis ikke det var lykkedes, så falder alle vores huse i værdi. Byen går hen og dør, og det dur jo ikke, siger Anita Jørgensen.

Læs også Minister indvier skole i Hylke

I Hun er jublende lykkelig over, at det nu er lykkedes at ansætte en rigtig købmand.

- Det er godt. Vi kan da ikke ønske os mere. Vi skal alle til at støtte op om det. Vi har arbejdet for det, fortæller hun.

Anita Jørgensen har da også hele tiden troet på det.

- Det skulle bare lykkes. Og det er det jo. Jeg synes, det er fantastisk.

Læs også Frivillige har selv renoveret den lokale skole i Hylke

I Hylke er indbyggerne vant til at træde til, hvis man vil have noget. Tidligere har frivillige lagt mere end 9000 timer i arbejdet med at bygge en ny legeplads, et multihus og et bibliotek. 

- Har man bestemt, at man vil have det i Hylke, så går man i gang, og så har man fået det. Og sådan har det været i rigtig mange år, og det kan vi forhåbentligt fortsætte med, siger Irma Christensen, formand for Hylke Købmandsforening.