Købmand efterlyser hverdagshelte: - Jeg vil af hjertet sige tusind tak

Kassemedarbejder og kvikke borgere får ros af Østjyllands Politi

01:30

- Jeg ved ikke, hvem det er, så jeg håber, at de ser mit opslag og kigger forbi, lyder det fra købmand Mads Thomsen om mænd, der hjalp med at stoppe tyv.

'Jeg vil af hjertet gerne sige tusind, tusind mange tak til alle jer, som var med til at pågribe gerningsmanden i går'.

Købmand Mads Thomsen fra Solbjerg er tirsdag en taknemlig mand, efter at nogle gode borgere mandag aften foretog en civil anholdelse i forbindelse med et tyveri i Rema 1000.

Medarbejderen skal have stor ros for at vise så stor en handlekraft, som han viste i går, og det samme gælder de vidner, der stødte til.

Jeanette Løv Rasmussen, Østjyllands Politi

Mændene fik grebet fat i en 24-årig tyv, der kort før klokken 22 lavede et såkaldt kassedyk, mens en medarbejder sad ved kassen.

- Kassemedarbejderen bemærker, at kunden kommer ind flere gange og vil købe en masse varer, som han ikke har penge til, siger kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det ender med, at kunden forlader butikken, men han kommer tilbage for at købe en cola, og i forbindelse med cola-købet stikker han hånden ned i kassen og løber afsted med nogle penge.

Læs også Tvang lastbilchauffør til at standse: - Minder om et landevejsrøveri

Stop tyven!

Medarbejderen er dog ikke typen, der finder sig i en kassedykker, så han løber efter den 24-årige tyv, der slap afsted med 4000 kroner. 

Ifølge købmand Mads Thomsen jagter medarbejderen den pressede tyv over flere hundrede meter. 

- På et tidspunkt råber han 'stop ham', og så er der nogle gutter, der får fat i tyven og holder ham tilbage, og heldigvis kommer politiet ret hurtigt, siger Mads Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg nåede ikke at sige tak for den ansvarlig, de borgere viste, og derfor følte jeg, at jeg gerne ville sige en stor tak til dem.

Mads Thomsen, købmand, Solbjerg

Læs også Webdok: Julies far vil ikke se hende - nu prøver hun en sidste gang

Hos Østjyllands Politi er man imponeret over, hvor hurtigt medarbejderen handler, da tyven løber afsted med hånden fuld af penge.

- Medarbejderen skal have stor ros for at vise så stor en handlekraft, som han viste i går, og det samme gælder de vidner, der stødte til, siger kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen og fortsætter:

- Samtidig skal man passe på sig selv og ikke udsætte sig selv for fare, og heldigvis kom ingen noget til i går. 

Den 24-årige blev anholdt af politiet og sigtet for tyveriet. Han var fortsat i besiddelse af pengene, som blev afleveret tilbage til butikken.

Tirsdag kører varerne som sædvanligt på kassebåndet i Rema 1000 i Solbjerg.

Håber mænd kigger forbi

Købmand Mads Thomsen fra Rema 1000 i Solbjerg har tirsdag skrevet et facebookopslag, hvor han takker de mænd, der hjalp hans medarbejder i forbindelse med tyveriet.

- Jeg nåede ikke at sige tak for den ansvarlig, de borgere viste, og derfor følte jeg, at jeg gerne ville sige en stor tak til dem, der har hjulpet mig og mine medarbejdere i den her situation, siger Mads Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Næstekærlighed på Storebælt: Delt 11.000 gange på Facebook

Den taknemlige købmand fik dog ikke fat i mændenes navne eller telefonnumre, og derfor beder han nu mændene om at kigge forbi Rema 1000 i Solbjerg.

- Jeg ved ikke, hvem det er, så jeg håber, at de ser mit opslag og kigger forbi, siger Mads Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Opfordringen er hermed givet videre.