"Købere" stjal bil uden at betale

En mand fik sent søndag aften stjålet sin bil af et par, der havde givet indtryk af, at de vil købe hans bil

Genrefoto. Foto: Colourbox

En 33-årig randrusiansk mand fik søndag ved 22.45-tiden besøg af et par, der havde givet udtryk for, at de gerne ville købe hans bil.

Manden havde forinden sms'et med kvinden og aftalt, at parret kunne komme forbi søndag aften og kigge på den firhjulede.

Østjyllands Politi oplyser, at mens parret kiggede på bilen, gik den 33-årige ind i garagen for at hente vinterdækkene.

Læs også Tyve smadrer families hjem: Sprut i akvariet og alt ødelagt

Et øjeblik senere så han, at parret kørte væk derfra - i to biler. Den ene kørte i parrets egen bil, den anden i den 33-åriges bil. 

Bilen, parret stjal, er en sort VW Passat med registreringsnummer ZJ 32 533.

Hvis man ser bilen, eller har øvrige oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på telefon 114.

Signalement

A: Mand, dansk af udseende, 30-35 år, 180-185 centimeter høj, almindelig af kropsbygning, sort, kort hår og korte skægstubbe, talte dansk.

B: Kvinde, dansk af udseende, 28-33 år, 170 centimter høj, almindelig af kropsbygning, brunt, mellemlangt hår, havde en tatovering på venstre arm og var iført en overtrækstrøje, talte dansk.