Køb din helt egen mølle for under to millioner

Med lidt smørelse og en masse knofedt kan møllen igen komme til at fungere som kornmølle

Foto: Google Earth

For knap to millioner kan du købe din helt egen mølle.

Det er Arne Eike, der gennem Home Erhverv har sat Egaa Mølle til salg for 1.995.000 kroner. 

- Vi har tre børn. Et af vores børn ville gerne starte et restaurationslokale. Hun drev møllen i  nogle år med bryllupper og begravelser. Men nu er hun flyttet til København. Min anden datter har også stået for det i en periode. Men hun er flyttet til Aalborg. Så har vi forsøgt at leje den ud, men det har været lidt ustabilt. Så har vi brugt den i familien til sammenkomster, men vi får ikke brugt den nok til, at vi vil beholde den, siger Arne Eike.

Læs også Efterskole på tvangsauktion: Der blev kun budt 100.000 kr.

Han håber, at nogen vil bruge møllen som profilejendom.

- Det kan også være værksted, atelier eller en forening. Det er en fantastisk ejendom, siger Arne Eike.

Egå Mølle ligger mellem Egå og Hjortshøj i den nordlige del af Aarhus. Møllen er omgivet af marker, men ligger også meget tæt på motorvejsafkørslen til Djurslandmotorvejen. 

Møllen brændte i 1918, men blev hurtigt erstattet af anden mølle fra Landsbyen Røved ved Mejlby. 

Egå Mølle er en Hollandsk vindmølle med jordomgang og kælder. Møllen er bygget som kornmølle og kan med lidt smørelse, nye lejere og en masse knofedt igen fungere som oprindelig tilsigtet. 

Indeni er møllen helt i træ og opdelt i fem planer. Møllen har stadig de oprindelige fire vinger, der kan beklædes med sejl. 

Læs også Nu er chancen der: Få dit eget indkøbscenter

Egå Mølle har de seneste år været brugt som festlokaler med plads til vcirka 50 gæster, hvor nederste etage har fungeret som køkken og garderobe.

Ved siden af selve møllen blev der i 2004 opført et udhus med to toiletter, lager og skur der har været brugt i forbindelse med festlokalerne. 

Bygningen er ikke fredet og som udgangspunkt heller ikke bevaringsværdig. Møllen kan bruges til både erhvervsmæssige og private formål. Men det kræver, at det bliver godkendt af kommunen.

Egaa Mølle

Pris 1.995.000 kroner
Bruttoareal 274 m2
Sekundært areal 65 m2
Grundareal 764 m2
Bebygget areal 124m2