Køber fundet til konkursramt lysfirma
Virksomheden bliver i Aarhus, og medarbejderne får lov til at beholde deres job
Det var en smilende Peter Johansen, der i dag trykkede hånd med den mand, som nu har lyst og ikke mindst penge til at videreføre hans forretning.
For en uge siden gik hans lysvirksomhed SGM Lighting i Aarhus konkurs, og siden da har kuratoren arbejdet på at sælge firmaet.
Den handel er nu gået i hus. Den nye ejer er italieneren Paolo Covre, som har oprettet selskabet Eurofinim, som nu overtager SGM Lighting.
Købet betyder, at virksomheden i Aarhus-forstaden Hasle kan fortsætte, og de 85 hjemsendte medarbejdere allerede fra i morgen kan vende tilbage på arbejde. Det fortæller kurator Christian Jul Madsen til tv2oj.dk:
- Vi fik tre bud fra både danske og udenlandske investorer og valgte så at takke ja til det ene. Vi fik en tilfredsstillende købssum, fortæller han uden at ville røbe beløbet.
Tilfreds med aftalen
Den nu daværende direktør for SGM Lighting er den garvede iværksætter Peter Johansen fra Ry. Han startede i 1990'erne lysvirksomheden Martin Gruppen. I 2013 vendte han tilbage til branchen som direktør for endnu et lysfirma.
SGM Lighting udvikler og producerer forskellige former for intelligent lys til for eksempel store sceneshows og koncerter.
Det er også den vej, som den nye ejer ønsker at gå, fortæller Peter Johansen i en pressemeddelelse:
- Paolo Covre og jeg deler mange synspunkter og jeg er sikker på, at han bliver et godt aktiv for SGM. Vi er enige om fokusere på bibeholdelsen af SGMs position som verdenens førende producent af intelligent LED lys; nu stærkere end nogensinde.
SGM Lighting er oprindelig en italiensk virksomhed, som Peter Johansen valgte at flytte til Danmark i forbindelse med købet for to år siden.
Kurator Christian Jul Madsen fortæller, at den nye køber, Paolo Covre, ikke tidligere har været involveret i virksomheden.