Køber aktier for 100.000 kr.
Morten Wieghorst støtter AGFs aktieemission
AGF er midt i en aktieemission, og den har AGF-træner Morten Wieghorst valgt at bidrage til.
Cheftræneren har derfor valgt at bruge 100.000 kroner på aktier, ligesom resten af trænerstaben i den aarhusianske fodboldklub også har valgt at tegne aktier.
- Vi tror så meget på det langsigtede projekt, at vi har valgt at købe aktier. Det er et signal om, at vi i trænerstaben tror på, at vi kan løfte i samlet flok i det daglige arbejde. Når man investerer i en fodboldklub, er det gerne en langsigtet investering, og det er vores arbejde også. Det er et langt sejt træk, vi har taget hul på, og med aktiekøbet vil vi gerne signalere, at vi er en samlet enhed, der arbejder mod samme mål, siger Morten Wieghorst til klubbens hjemmeside.
Se: Spillere vil købe aktier i AGF
I sidste kunne klubben fortælle, at en samlet spillertrup havde valgt at købe aktier for 250.000 kroner, og nu følger trænerstaben så efter.
- Det er et rigtig stærkt signal. Det er ikke kutyme, at fodboldspillere tegner aktier i fodboldklubber, men det har vores spillere valgt at gøre i samlet flok, og det vidner også om, at de har stor tiltro til, at den kurs, AGF har valgt, er den rigtige og vil føre til sportslig succes, siger Morten Wieghorst.
Aktieemissionen slutter onsdag den 10. december.