Kobbertyve kørte galt

Havde 103 kilo kobber i bilen

Foto: Colourbox

Politiet blev i går kaldt ud til et mindre færdselsuheld ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej i Brabrand, hvor en varebil havde påkørt en anden bil, der holdt for rødt.

Et vidne havde set en af de tre passagerer i varebilen dække noget til og derefter skynde sig væk fra stedet. Da politiet kom til stedet, fandt betjentene de 103 kilo kobber i bilens varerum.

De tre mænd, der alle er rumænere, blev anholdt, men ingen af dem ville udtale sig til politiet.

- De interesserede sig ikke for at fortælle os, hvor de har kobberet fra, siger politikommissær ved Østjyllands Politi, Vagn Martinussen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Alle tre mænd blev idømt en bøde for tyveri og er løsladt.