Køb ikke ny bolig før den gamle er solgt
Boligkøbere risikerer at skulle betale dobbelt husleje i halve og hele år, hvis de ikke har fået solgt deres gamle bolig forinden.
Lad være med at købe en ny bolig, før den gamle er solgt!
Så bastant lyder meldingen fra Danske Bank til boligejerne i Århus.
Baggrunden er, at det bliver stadig sværere at sælge en bolig i landets store byer. I Århus skal boligsælgere således regne med, at det tager mere end dobbelt så lang tid at komme af med boligen i forhold til for blot et år siden.
- Derfor råder vi vores kunder til at vente med at underskrive slutsedlen på en ny bolig, til de har solgt den gamle. For mange vil dobbelt husleje igennem en længere periode være en alvorlig økonomisk belastning, siger Danske Banks nye regionsdirektør, Kim Lindquist Christensen, til Jyllands-Posten.