Knuste glaskande i hovedet på eks-kæresten

To gange måtte politiet have fat i kraven på mænd, der overfaldt eks-kæreste og eks-kærestes veninde.

I løbet af i dag skal to mænd forsøge at tale sig fra at blive varetægtsfængslet.

Den ene, en 31-årig mand, blev ved 23.30-tiden anholdt efter vold mod sin eks-kærestes veninde i Trige ved Århus.

Manden opsøgte veninden til ekskæresten for at få at vide, hvor eks-kæresten befandt sig. Situationen endte med, at kvinden fik lussinger og blev truet på livet.

Den anden anholdte er en 28-årig mand, som klokken 02.30 opsøgte sin eks-kæreste i det vestlige Århus.

Her knuste han en glaskande i hovedet på kvinden efter at have overhældt hende med vand.

Kvinden måtte efterfølgende behandles på hospitalet men er udskrevet igen.