Knust rude til frisørsalon: Undersøger om brand er påsat

Østjyllands Politi har endnu ikke kunne forklare, hvorfor der opstod brand hos frisør i Rønde. Teknikere skal give svar på, om branden er påsat

Foto: Øxenholt foto

Natten til søndag udbrød der brand i en frisørsalon på Hovedgaden i Rønde.

Brandfolk fra Beredskab og Sikkerhed ankom hurtigt fra den lokale brandstation og gik i gang med at finde ud af, hvor det brændte.

Det viste sig ifølge indsatsleder Bruno Alexander fra Beredskab og Sikkerhed, at ilden havde fat i salonens loft. 

- Vi var nødt til at brække nogle loftbrædder ned for at komme ind til hulrummet for at sikre os, at der ikke brændte der. Også noget af udhænget på bygningen blev fjernet, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Stor udrykning til voldsom villabrand - unge var alene hjemme

Hvordan branden er opstået, står fortsat hen i det uvisse. 

- Der var slået hul på ruden, så nu er det op til politiet at finde frem til brandårsagen, fortæller Bruno Alexander.

Der var slået hul på ruden, så nu er det op til politiet at finde frem til brandårsagen.

Bruno Alexander, indsatsleder

Vagtchef Martin Christensen fra Østjyllands Politi oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at området omkring frisørsalonen er blevet afspærret og at politifolk har undersøgt stedet. De undersøgelser har ledt til, at brandteknikere nu skal i gang med yderligere undersøgelser.

- Vi har ikke kunne fastlægge brandårsagen, så vi kan ikke konkludere om, branden er påsat eller ej, fortæller vagtchefen.

Brandvæsnet og politiet fik meldingen om branden klokken 01.37 i nat.