Trafikale problemer på vej: Knudepunkt spærres i aften

Viborgvej i Randers lukker i aften ved jernbanen for at blive hurtigere færdig med vejarbejde

Siden slutningen af januar har der været arbejdet på Viborgvej i Randers. Foto: Randers Kommune

Fra tirsdag aften og en lille uge frem lukker Banedanmark Viborgvej i Randers nær jernbanen og det lokale fodboldstadion. Siden slutningen af januar har der været arbejdet på stedet. Ved at spærre vejen helt, kan arbejdet blive færdig før tid.

- Den oprindelige plan var, at vejarbejdet skulle fortsætte med ensretning af vejen i en del weekender og om aftenen. Det ville give rigtig mange gener for trafikken i en lang periode helt frem til marts næste år, lyder det fra Randers Kommune.

Læs også Nu er der seks spor på E45: - Det er en fornøjelse, at der er plads

Ved at spærre vejen af fra den 13. november kl. 19 til mandag den 19. november kl. 6, kan hele vejarbejdet blive færdigt inden jul i stedet for først at være færdigt til næste år.

- Banedanmark har i samråd med Vejdirektoratet besluttet at gennemføre omlægningen af Viborgvej ved at lukke vejen ved banen for alt trafik i en lille uge. Dermed bliver vejarbejdet hurtigere færdigt og giver langt færre gener for trafikken, er kommunens forklaring på beslutningen.

Det er i området her, at Viborgvej bliver helt spærret for trafik i næste uge.  Foto: Google Maps

Udfordringer i myldretiden

Under alle omstændigheder giver det så med stor sandsynlighed store trafikale udfordringer i den periode, hvor vejen er spærret.

Det medgiver en af de lokalpolitikere, der har sagt god for løsningen.

Det er et knudepunkt, og der vil ske en ophobning af trafikken på de omkringliggende veje.

Frank Nørgaard (DF)

- Det bliver helt sikkert en udfordring i myldretidstrafikken om morgenen og eftermiddagen. Det er et knudepunkt, og der vil ske en ophobning af trafikken på de omkringliggende veje, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Frank Nørgaard (DF), til TV2 ØSTJYLLAND.

Bilisterne vil blive genet uden om Viborgvej via blandt andet Parkboulevarden, og det er da også en vej, som politikeren selv har benyttet sig af, siden vejarbejdet begyndte.

Kør hjemmefra i god tid

- Jeg har undgået vejen under broarbejdet, og mit råd til bilisterne, nu hvor Viborgvej spærres helt, er at køre hjemmefra fem-ti minutter før, siger Frank Nørgaard, der samtidig er overbevist om, at langt de fleste kan se det fornuftige i løsningen:

- Der har jo været gener for bilister og beboere i området, siden vejarbejdet startede, så de bliver helt sikkert glade for, at det kan blive hurtigere færdigt.

Læs også Bragede forbi vejarbejde med 122 km/t: - Det er fuldstændig uforsvarligt

Den holdning virker det til, at mange deler. Det indtryk får man i hvert fald på kommunens Facebook-side.

- Det bliver så fint for os alle, når det er færdigt, lyder det fra en borger, imens en anden supplerer:

- Lidt bøvlet når vejen er lukket, men hey en uges afspærring vs bøvl frem til marts. Forstår godt kommunen takkede ja.

Godkendt af politiet

Randers Kommune har været i dialog med Østjyllands Politi, som har godkendt afspærringen i den lille uges tid.

Der bliver skiltet om lukningen ved motorvej E45, på Fladbrovej og på Viborgvej vest for E45. Der bliver adgang til byens svømmecenter Water & Wellness i hele perioden via Parkboulevarden.

På stedet ombygger Banedanmark jernbanebroen for at gøre banen klar til eltog.

02:07

VIDEO: I juni kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle om Kari Baklund, der må lukke sin kaffebar ved Knebel på Djursland på grund af et kommunalt vejarbejde.

Luk video