Knud er hele 5.b’s onkel: - Det er så meningsfyldt

Knud er skoleonkel i 5. b, hvor han finder mening ved at hjælpe børnene med matematik. Flere skoler ønsker flere frivillige som Knud

02:33

- Jeg kan ikke finde på noget, som er mere meningsfyldt end at give et lille bidrag til, nogle børn får en lidt bedre start i skolen, siger Knud Møller Andersen.

Knud Møller Andersen er 71 år og pensionist. Og så er han skoleonkel i 5.b på Højvangskolen i Stavtrup.

Han er god til at hjælpe og forklare tingene, og give os nogle nye måder, man kan gøre det på

 Freja Klærke Skjelmose, 5.b

Skoleonkel Knud er i klassen én gang om ugen. Her hjælper han blandt andet eleverne i matematiktimerne.

- Der er nok at lave for en lærer. Det er en god ekstra hjælpende hånd, siger Jeppe Breinholm Pedersen, der er klasselærer i 5.b, og fortsætter:

- Det gør jo, at ungerne i matematik får meget hurtigere hjælp.

Knud Møller Andersen er uddannet ingeniør og gik på pension for syv år siden. Han har været skoleonkel for 5.b siden de gik i børnehaveklassen.

Knud Møller Andersen er pensioneret ingeniør og hjæper til i matematiktimerne.

- Det er ret fedt. Han er god til at hjælpe og forklare tingene, og give os nogle nye måder, man kan gøre det på, siger Freja Klærke Skjelmose fra 5.b.

Knud Møller Andersen er én ud af 11 skoleonkler og tanter, der er tilknyttet skolen.

- Der er ingen tvivl om rollefordelingen. Læreren er kaptajn og styrmand i klassen. Det er læreren, der er faglig ansvarlig, siger Knud Møller Andersen.

- Det er ikke mig, der skal skælde dem ud, hvis de nu opfører sig forkert, siger Knud Møller Andersen. 

Knud har været skoleonkel for 5.b siden de startede i børnehaveklassen. Sidste skoleår modtog han dette kort fra klassen som en tak for hjælpen.

- Det giver et andet input, end det jeg kommer med. Han er en erfaren herre, der har prøvet mange ting i sit liv, siger Jeppe Breinholm Pedersen.

Lærerforening positiv

En rundspørge rundt til østjyske skoler viser, at der er et flertal af skoler, der ønsker mere hjælp fra frivillige. 68 procent af de adspurgte svarer, at de ønsker mere hjælp fra frivillige. 19 procent svarer de vil mindre hjælp, mens 20 procent slet ikke ønsker frivillige på skolen. 

At der er frivillige, der hjælper til på skolerne, er Danmarks Lærerforening positiv overfor.

- Vores holdning er, at det kan være et udmærket supplement til lærerens undervisning, når det skønnes relevant. Vi ser det som en god ide, at man en gang mellem inviterer folk uden for skolen ind for at give nye perspektiver, det er også med til at åbne skolen op, siger Thomas Andreassen, medlem af forretningsudvalget hos Danmarks Lærerforening.

Det skal være sådan at den frivillige skal kunne tages væk, og der stadigvæk kan være undervisning på skolen. 

Thomas Andreassen, Danmarks Lærerforening

Der skal dog være en klar grænse for, hvad den frivillige kan i undervisningen. De skal med andre ord ikke stå med ansvaret.

- Der skal være nogle forståelser og aftaler med skolens ledelse om at der ikke er noget, der overtager det arbejde, som skolen skal gøre. Det er ikke rimeligt for eleverne, at man overlader elevernes undervisning til nogen, som ikke har en uddannelse som lærer, siger Thomas Andreassen, og fortsætter:

- Det skal være en grænse. Det skal være sådan at den frivillige skal kunne tages væk, og der stadigvæk kan være undervisning på skolen. 

Mangler frivillige

I Danmark har foreningen Skolens Venner eksisteret i over fire år. Foreningen koordinerer frivillig hjælp til skolerne.

Koordinatoren for Skolens Venner i Midtjylland er Britta Bang. 

- De frivillige er en ekstra hjælp i timerne. De hjælper med at få børnene til at sidde stille og lytte. Nogle hjælper på en lejrskole med eksempelvis at rydde op i køkkenet eller danne bagtrop på en udflugt, siger Britta Bang.

Indtil videre er Skolens venner aktive på tre skoler i Silkeborg Kommune. Men foreningen kunne godt bruge flere frivillige.

Flertal ønsker frivillig hjælp

Der er tryk på i de østjyske skoleklasser, og derfor kunne en del skoler godt tænke sig en hjælpende hånd i undervisningen fra frivillige.

TV2 ØSTJYLLAND har lavet en rundspørge, hvor 41 østjyske skoler har svaret.

68 procent af dem svarer, at de øsnker flere frivillige i klasselokalet. 12 procent ønsker færre, og 20 procent ønsker slet ikke frivillige.

- Jeg har været meget rundt og snakke om det. Interessen er stor. Men det er lige det her med at komme i gang, siger Britta Bang.

Det handler ifølge Britta Bang om at få udbredt kendskabet til foreningen.

- Det går godt, når vi først kommer i gang på en skole, siger Britta Bang. 

Mange af dem, der hjælper til i Skolens Venner, er lige som Knud Møller Andersen pensioneret. For at være frivillig på en skole giver masser af indhold i pensionisttilværelsen. 

- Der er da et vakuum efter et arbejdsliv. Det er en god følelse at gå hjem deroppe fra efter sådan en formiddag. Man har været i gang deroppe. Det er normalt med en rigtig god fornemmelse, siger Knud Møller Andersen.