Knivstikkeri: Jaloux 24-årig bag tremmer
En 24-årig mand forsøgte sidste sommer at dræbe en anden mand med kniv. Det har givet seks års fængsel
En 24-årig jaloux mand forsøgte sidste sommer at dræbe en anden mand med kniv. Det har givet seks års fængsel.
Den 24-årige Ibrahim Souheil Awde har onsdag fået stadfæstet sin straf på seks års fængsel af Vestre Landsret. Han er kendt skyldig i forsøg på manddrab.
Det var i august sidste år, at Awde forsøgte at dræbe en 26-årig mand på Sigridsvej i Brabrand. Den 26-årige skulle med en bus fra Bazar Vest, da Awde kom kørende ind foran ham i en grøn bil.
Awde ville have den 26-årige med ind i bilen, og da den 26-årige nægtede, stak Awde ham mindst otte gange med en kniv. Det skete omkring klokken 11.15.
De to mænd havde igennem en længere periode haft uoverensstemmelser.
Opholdt sig illegalt i landet
Den dømte mand har forklaret, at den 26-årige var ude efter hans forlovede. Han havde anmeldt ham til politiet, da han opholdt sig illegalt i landet.
Den 26-årige har derimod forklaret, at han og Awdes forlovede var forelskede, og det var den dømte vred over. Awde har før angrebet den 26-årige med kniv.
Awde blev idømt seks års fængsel af Retten i Aarhus af en enig ret i slutningen af februar i år. Her lagde retten afgørende vægt på den 26-årige mands forklaring samt vurderede nogle andre vidneforklaringer som utroværdige.
Awde ankede dommen på stedet. Men landsretten var altså enig med byretten og stadfæstede dommen.