Knivstik i Aarhus i nat: To er anholdt

Østjyllands Politi arbejder for at samle trådene efter et knivstikkeri i Aarhus i nat

Privatfoto.

Opdatering: Østjyllands Politi oplyser, at den 23-årige anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus klokken 12.00 - sigtet for kvalificeret vold. Han blev varetægtsfængslet i fire uger. Afgørelsen blev kæret. 

Klokken 04.02 natten til i dag, søndag, skete der et knivstikkeri på Harald Skovbys Gade i Aarhus, en gade der ligger lige ned til Åboulevarden.

En 22-årig mand blev stukket i ryggen/lænden i forbindelse med noget tumult mellem flere personer.

Østjyllands Politi var hurtigt på stedet og har anholdt to personer. 

Læs også Mand snittet fra øre til kæbe med kniv under slagsmål

- Vi arbejder på sagen for at samle trådene, og det er nok muligt, at der skal ske en fremstilling i grundlovsforhør, men jeg kan ikke sige så meget mere, siger vagtchef Bo Christensen til tv2oj.dk.

De to anholdte, der er henholdsvis 22 og 23 år, er altså stadig i politiets varetægt.

Manden, der blev stukket, er tilsyneladende sluppet billigt.

- Det er umiddelbart ikke alvorligt. Han blev selvfølgelig kørt op på skadestuen, men der er ikke tale om livsfare, siger vagtchefen. 

Læs også Truede ekspedient med kniv: Ville have smøger og kontanter

Ifølge politiets foreløbige oplysninger blev det 22-årige offer stukket en enkelt gang.

Harald Skovbys Gade i Aarhus er en meget befærdet gade i nattetimerne i weekenden. Den er forholdsvis kort, og der ligger populære steder at gå i byen i begge ender af gaden.