Knivstik ændrer ikke sikkerhed
Sikkerheden er i følge jobcenterchef Christian Schacht-Magnussen god på beskæftigelsesforvaltningen.
I går overfaldt en 41-årig mand en sagsbehandler på beskæftigelsesforvaltningen i Århus, men sikkerheden er ifølge jobcentret god nok.
- Vi er ved at undersøge hele hændelsesforløbet og alt tyder på at vores sikkerhedssystem fungerede godt, fortæller jobcenterchef Christian Schacht-Magnussen.
Han fortæller at sikkerheden er noget centeret tager meget alvorligt. Blandt andet er kontorene udstyret med flugtdøre og alarmer og der er flere vagtfolk i bygningen. Medarbejderne er desuden opmærksomme på, at placere sig et sikkert sted under samtale med psykisk ustabile mennesker.
- Vi har gudskelov aldrig oplevet noget lignende, men vi er generelt opmærksomme på, at det er sådan noget der desværre kan ske, når vi har med psykisk ustabile mennesker at gøre, siger Christian Schacht-Magnussen.