Knivrøveri mod buschauffør
Maskeret mand brugte køkkenkniv
Sent lørdag aften blev en buschauffør passet op og røvet af en maskeret mand, som havde en køkkenkniv.
Røveriet skete på Fjældevængets Busvej i det vestlige Aarhus lørdag aften klokken 23.21.
Da bussen kørte ind ved stoppestedet steg en maskeret mand ind, hvor efter han med en køkkenkniv truede buschaufføren til at udlevere sin taske, som indeholdt en pung.
- Manden kører ikke med bussen. Han går ind, da den holder stiller, og han henvender sig med det samme til chaufføren i bussen, siger vagtchef Martin Glerup Christensen fra Østjyllands Politi.
Efter røveriet løb gerningsmanden ud af bussen, hvor han hoppede op på en scooter og kørte fra stedet mod Haveforeningen Marienlyst.
Østjyllands Politi betegner røveriet som "særligt farligt," og man vil derfor gerne i kontakt med eventuelle vidner.
Gerningsmanden beskrives som mand af mellemøstlig oprindelse. Han er omkring 180 centimeter høj, og han var iført sort tøj. Han havde blandet andet en mørk hættetrøje på og en elefanthue, som dækkede ansigtet.
- Der var en person, som stod ved stoppestedet, men som først registrerede hvad der var sket efterfølgende, så vi er meget interesserede i at høre fra eventuelle vidner, siger vagtchefen.
Gerningsmanden kørte fra stedet på en uregistreret scooter.
Har du oplysninger i sagen bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.