Knivdrama: 39-årig fængslet i fire uger
Den 39-årige mand nægter sig skyldig, og siger, at han ikke ønskede at slå sin ekskæreste ihjel
Efter dagens grundlovsforhør i Retten i Aarhus er en 39-årig mand blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Manden er sigtet for drabsforsøg, efter han onsdag eftermiddag stak sin 27-årige ekskæreste ned foran en daginstitution i Viby, da hun havde hentet deres fælles barn.
Af den sigtelse, politiet har rejst mod manden, fremgår det, at kvinden blandt andet blev ramt af stik i halsen. Den 39-årige stak angiveligt ikke kvinden for at dræbe, sagde forsvarer Mikkel Nielsen under grundlovsforhøret, skriver Århus Stiftstidende.
Der kom ikke nærmere detaljer frem under grundlovsforhøret, da dørene til retsmødet blev lukket efter ønske fra forsvarsadvokaten.
Den 39-årige er blevet varetægtsfængslet i såkaldt surrogat, der betyder, at han skal tilbringe tiden på en lukket afdeling under socialforsorgen i stedet for fængsel.