Knivdrab: Politiet søger vidner
Politiet ønsker hjælp efter drab i naturområde
Løbere, fuglekiggere og andre, der fredag var ude i et område i Brabrand, kan være vigtige vidner i en drabssag.
Mellem klokken 10 og 13 fredag blev en 56-årig mand stukket ihjel i et naturområde lige syd for Holmstrupgård-bebyggelsen.
Politiets efterforskere mener, at folk kan have lagt mærke til den meget tynde, lille mand.
- Man kan forestille sig, at joggere eller fuglekiggere har bemærket ham, siger vicepolitiinspektør Michael Weiss fra Østjyllands Politi.
Den dræbte så ældre ud end sin alder. Han var iført en mørk vindjakke, cowboybukser og sorte sko.
Desuden bar den skaldede mand solbriller, og på hovedet havde han en kasket, som var sort og hvid.
- Han boede i den anden ende af byen, men vi ved ikke, om han havde tilknytning til området, hvor han blev fundet, siger Michael Weiss.
Politiet vil ikke sige, om manden var i besiddelse af pung eller papirer.
Han blev stukket flere gange med kniv i naturområdet, som ikke ligger særlig langt fra Bazar Vest.
Ikke fundet familemedlemmer
Endnu har politiet ikke fundet frem til mandens familiemedlemmer.
Men navnet frigives ikke foreløbig, da politiet ikke har fået afklaret, om han eventuelt havde en kæreste.
- Vi forsøger nu at fastlægge, hvor han har været, siger vicepolitiinspektøren.
Efterforskerne prøver også at kontakte den dræbtes venner og omgangskreds.