Kneben sejr til Bears

Danske mestre slog hårdt kæmpende kronjyder

Foto: Canal Digital Ligaen

Det var lidt af en nyklassiker i dansk basketball, da Randers Cimbria torsdag aften tog imod Bakken Bears fra Aarhus.

Sidste gang, de to holde stod overfor hinanden, var i finaleserien i foråret, hvor Bakken Bears vandt 4-0 og dermed blev danske mestre.

Aftenens kamp var første møde mellem de to mandskaber i denne sæson og således også en slags revanchekamp for kronjyderne.

Det var en tæt kamp mellem de to stærke hold, der endte i to ekstra spilleperioder. Kun én scoring adskilte de to hold. Kampen endte 112-110 til Bakken Bears.

Det var ellers et selvtillidsfuldt Randers-mandskab, der var gået til kampen.

- Der er ingen tilfældigheder her. Vi ville ikke have nogen overraskelser og vi ville skabe et hold med det samme fokus. Nemlig at vinde, sagde sports- og teamkoordinator i Randers Cimbria Tonny Mattern inden kampen.

Randers Cimbria har forud for denne sæson hentet seks nye spillere til holdet, heriblandt profilen Chanan Colman.

Alligevel manglede kronjyderne altså det sidste for at slå Bakken Bears.