Kneben sejr til Barcelona
Kampen endte 26-25 til de spanske mestre, men Århus GF formående at presse verdensstjernerne fra FC Barcelona.
Århus GF pressede i aftes FC Barcelonas verdensstjerner helt ud i opvisningskampen i NRGi Arena. Kampen endte 26-25 til de spanske mestre, da stregkæmpen Igor Vori på 203 centimeter i sidste sekund sendte bolden forbi Jonas Degnbol.
Århus GF var ellers foran et minut før tid efter en forrygende anden halvleg, hvor specielt Jonas Degnbol, Christian Berge og Kasper Irming spillede flot. Men den århusianske føring, der kort før tid var på 25-23, betød at Barcelona-spillerne var nødt til at finde deres maks-niveau frem for ikke at tabe deres første træningskamp i meget lang tid. Den flotte anden halvleg fik publikum frem i sæderne i slutfasen, og spillerne fik vist, at de store forventninger, der er til holdet i den kommende sæson, bestemt ikke er ubegrundede.
FC Barcelonas store bredde kom til udtryk midt i første halvleg, da catalanerne hurtigt bragte sig i spidsen. På et tidspunkt midt i første halvleg var FC Barcelona foran 12-6, og selvom de højt betalte håndboldstjerner ikke spillede sig helt ud, så det ud som en øretæve til Århus GF. Men en omstilling til et 5-1 forsvar og en storspillende Jonas Degnbol i målet fra anden halvlegs ændrede billedet totalt og skabte nyt liv i kampen.