Knallertkører ramt af lastbil

Chauffør overså vigepligt ved højresving

Foto: Google Maps

Det kunne have gået så grueligt galt, men heldigvis slap en knallertkører her til formiddag kun med mindre alvorlige skader efter en højresvingsulykke.

Uheldet skete ifølge Østjyllands Politi i krydset Jens Baggesens Vej og Paludan-Müllers Vej i det nordlige Aarhus.

Her skulle en lastbilchauffør foretage et højresving, men overså sin vigepligt og ramte derefter en knallertkører.

- Den højresvingende lastbil snittede knallerten. Knallertkøreren fik skader på benene, men ikke noget alvorligt, oplyser vagtchefen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Knallertkøreren blev efterfølgende kørt til behandling for sine skader.

Føreren af lastbilen, en rumænsk mand, er lige nu til afhøring på Politigården i Aarhus. Han kan se frem til en bøde for ikke at have overholdt sin vigepligt, oplyser politiet.