Knallertkører er kommet til skade
Den 45-årige fører er indlagt efter at have slået sit hoved
Opdatering: Manden er død af sine kvæstelser, oplyser Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi skal nu forsøge at finde et svar på, hvorfor en 45-årig mand lørdag aften kørte galt på sin knallert.
Uheldet skete ved 18-tiden lørdag aften på Hagenstrupvej lidt uden for Ulstrup.
Her kørte den 45-årige mand ad cykelstien i østlig retning. På et tidspunkt kører han pludselig ud i siden af vejen og ind i en hegnspæl.
Sammenstøddet medførte, at manden væltede af knallerten og slog hovedet ned i asfalten.
- Han har slået hovedet slemt og er indlagt på hospitalet, siger vagtchef Jens Rønberg til tv2oj.dk.
Politiet kender endnu ikke årsagen til uheldet, da det ikke har været muligt at afhøre den 45-årige mand på grund af hans kvæstelser.
Det er heller ikke lykkes at finde frem til vidner, som har set solouheldet, oplyser Østjyllands Politi.