Knallertkører gassede op: Kørte direkte mod betjent
En 20-årig mand er sigtet for vold mod betjent og narkokørsel efter hasarderet kørsel i Randers sent onsdag aften
Vold mod tjenestemand. Narkokørsel. Kørsel uden kørekort. Ingen styrthjelm.
Det var noget nær hele pladen fuld, da et par betjente sent onsdag aften stoppede en 20-årig knallertkører i hjertet af Randers.
De to betjente gik rundt på Torvegade onsdag ved 22.30-tiden i en anden sammenhæng, da en knallert med to personer pludselig satte kurs mod dem.
Læs også
Knallertføreren var en 20-årig mand fra Randers.
Han gassede ifølge Østjyllands Politi op og satte kurs direkte mod den ene af de to betjente. Det lykkedes den anden betjent at stoppe den 20-årige.
Han er nu sigtet for vold mod en tjenestemand. Derudover er han sigtet for narkokørsel, kørsel uden kørekort og uden styrthjelm.