Knallerten, der viste sig at være en sjælden Harley, er nu solgt

Dette er historien om en 90 år gammel og sjælden motorcykel, der pludselig dukkede op på et loft, og som endte med at havne i de helt rigtige hænder

Nogle gange skal man kigge efter en ekstra gang på loftet. Man kunne jo være heldig at støde på en sjælden Harley Davidson.

Der var engang en ældre dame, der efter lange overvejelser skulle flytte fra sit hjem.

Igennem årene havde ting og sager hobet sig op, og på det støvede loft var det svært at finde hoved og hale i, hvad der var ragelse, og hvad der var fine sager.

Læs også Anders fandt en Harley Davidson fra 1926: Troede det var en knallert

Hun hidkaldte den bedste købmand, hun kunne komme i tanke om. Købmand Kristensen fra Djursland måtte om nogen vide om der var noget af værdi blandt de gamle sager på loftet. Han skulle få 15 procent af salget, hvis han kunne finde noget, som nogen kunne have interesse i.

Det eneste, den ældre dame vidste, var, at der i hvert fald lå nogle dele til en gammel knallert.

Købmanden snusede rundt på loftet, og inden længe fandt han i et mørkt hjørne en motor på en filebænk.

00:53

Her kan du se alle motorcykel-delene, der viste sig at ligge på det støvede loft.

Luk video

Senere fandt han desuden et lædersæde, en baglygte, en værktøjstaske, trinbrædder og en masse andre smådele til det, der skulle vise sig alle at være originale dele til noget ganske andet end en ordinær knallert.

Helt præcist viste ”knallerten” sig at være en Harley Davidson Peashooter fra 1926. En 350 cubik med håndgear og med gearstang på tanken. 

På Facebook skulle slaget om det sjældne køretøj slås. Her kunne bejlere fra hele landet byde på den gamle Harley.

Et arkivbillede af en Harley Davidson Peashooter fra 1926.

Købmanden havde svært ved at forestille sig, hvor mange penge folk ville få op af lommerne, men auktionen startede, og mange bød sig til.

To minutter inden hammerslaget skulle falde i følge planen, var det højeste bud 43.000 kroner, og købmanden var egentlig godt tilfreds med det resultatet. Det var trods alt lidt af en sjat.

Men det viste sig, at auktionen var langt fra forbi. Pludselig var der fire ivrige bejlere til Peashooteren, og 22 minutter senere faldt hammerslaget på 60.000 gode danske kroner. 

Køberen var en mand fra Kolding med en stor passion for gamle motorcykler. Han var yderst tilfreds med sit køb, selvom prisen listede sig godt opad til sidst, og endte bare en tusindlap fra, hvad han højest kunne slippe for den gamle Harley.

Motorcyklen har registreringsnummeret B2222, og den har tilhørt mejerist Sven-Aage Andersen.

Bare få dage senere hentede den glade køber Harleyen på Djursland og bragte den med sig hjem.

Nu skal den atter stråle i al sin pragt, men det er ganske vidst, at det kræver en kyndig og ikke mindst grundig hånd, at få den til at funkle igen.

Det er lidt som historien om den grimme ælling, der blev en svane. I dette tilfælde et gammel knallertlignende instrument, der viste sig at være en sjælden Harley Davidson. 

02:26

Her kan du møde Købmand Kristensen, der solgte den gamle Harley. Han går også under navnet Anders Kristensen, og han driver virksomheden Konkurs Handel ved Nørager Entreprenørforretning.

Luk video