Klüver forlader Big Band
Jens Klüver lægger dirigentstokken efter 34 år
I år kan det tonegivende Klüvers Big Band fejre 34-års jubilæum og samtidig afsløre at Jens Klüver, der er stifter, kunstnerisk leder og dirigent, forlader bandet i sommeren 2012.
- Jeg kan med sindsro sige at jeg stopper på toppen.. Både kunstnerisk og økonomisk har det aldrig gået bedre i orkesterets 34 årige historie. Vi spiller flere koncerter end nogensinde, der er flere publikummer end nogensinde, og kvaliteten er gennem årene blevet så god, at jeg med stolthed kan sige, at orkesteret i dag er utroligt veltrimmet og af internationalt format, fortæller Jens Klüver i en pressemeddelselse.
Klüvers Big Bands bestyrelse har allerede iværksat en proces, der skal finde en ny leder. Og inden længe vil der blive slået en stilling op både nationalt og internationalt.
Selvom Jens Klüver snart lægger dirigentstokken på hylden, så betyder det ikke, at han er helt færdig med musikken.
- Først og fremmest vil jeg gerne mere ud og spille på min saxofon. Det var jo den, som startede det hele. Interessen for jazz, og særligt saxofonen, har været drivkraft bag mit engagement i big bandet, og nu glæder jeg mig til, at der bliver mere tid til den.
Jens Klüvers sidste spillejob med Klüvers Big Band bliver til juli 2012, hvor de gæster Ridehuset i Aarhus under Aarhus Jazz Festival.