Klovnen bliver måske sparet væk
Politikerne svinger sparekniven på sundhedsområdet. Det kan betyde farvel til Skejby Sygehus' hospitalsklovn.
Børneafdelingen skal spare cirka 300.000 kroner på næste års budget. Det kan komme til at gå ud over hospitalsklovnen, som koster Skejby Sygehus 33.000 kroner årligt.
Endnu har afdelingsledelsen og sygehusledelsen ikke udarbejdet en detaljeret plan for, hvor pengene skal findes, men udgifterne til klovnen er altså i spil.
Hospitalsklovn Dorthe Andersen har dog allerede fået at vide, at hun ikke får flere vagter.
I forvejen finansierer eksterne sponsorer en stor del af Hospitalsklovnenes lønninger, og afdelingsledelsen vil sandsynligvis nu forsøge at gøre ordningen udelukkende sponsorfinansieret
Du kan se meget mere til klovnens mulige farvel på TV 2 | ØSTJYLLAND i aften fra klokken 19.30.