Kløvedal kåret som æreshåndværker

Skipper og forfatter Troels Kløvedal er udnævnt til årets østjyske æreshåndværker.

Foto: Morten Juhl - Scanpix

Med den begrundelse, at Troels Kløvedal mestrer det håndværksmæssige og samtidigt evner at formidle det for et bredt publikum på en levende og engageret vis, blev den kendte forfatter og jordomsejler i dag kåret som årets østjyske æreshåndværker.

Bag udnævnelsen står de lokale afdelinger af organisationen Dansk Industri samt Aarhus Håndværkerforening. Foreningerne havde allieret sig med prins Joachim, der foretog selve kåringen ved et arrangement på Århus Rådhus.

I forbindelse med udnævnelsen sagde Troels Kløvedal:

- Jeg er lidt ked af, at så mange unge i dag fravælger håndværk og i stedet vælger det mere stillesiddende arbejde foran computerne. Det at kunne et håndværk giver større livsrum og evne til at kunne klare sig i tilværelsen til lands, til vands og mange forskellige steder i verden. Når vi stod og manglede penge på Tahiti, var det jo noget lettere at få et job i havnen som håndværker, end hvis man var jurist!