Kloster skal huse hospice
Politiker: Forladte bygninger skal i brug
Et forladt katolsk kloster i Norddjurs Kommune kan blive til landets først hospice for børn. I hvert fald hvis det står til en lokal Socialdemokrat.
- Der er de faciliteter, som kunne rumme et børnehospice. Der findes en ro, der gør, at man kan få et ordentligt farvel til den her verden, siger Lasse Dalén fra Socialdemokraterne i Norddjurs.
Det er en god idé med et børnehospice, mener formanden for Børnehospice Foreningen, Camilla Lykke.
- Generelt er børns død tabubelagt i Danmark. Vi kan næsten ikke have med det at gøre, så det er vigtigt, er der er nogle gode rammer, for de børn, der skal dø, siger hun.
Og der er stor forskel på hvordan et børnehospice skal fungere i forhold til et almindeligt hospice, siger Camilla Lykke.
- Børn har brug for stadigvæk at være børn, selvom de skal dø. Og derfor skal rammerne selvfølgelig laves til, at børnene kan få nogle gode oplevelser, siger hun.
Hvor stort behovet er for et børnehospice, er der endnu ingen, der ved med sikkerhed, men i Børnehospice Foreningen vurderer man, at behovet er stort. Palliativt Videncenter søger lige nu penge til at kunne foretage en kortlægning af behovet.
Bygningerne er ejet af den katolske kirke, og den har endnu ikke afgjort, om den selv skal finde nye måder af bruge slottet på, eller om det skal sælges.