Jysk-butikkerne gik i stå: 25.000 holdt et minuts stilhed

25.000 ansatte i Lars Larsen Group holder et minuts stilhed for forretningsmanden i dag, hvor der også bliver sagt det sidste farvel.

De fleste kender ham som manden bag Jysk-imperiet. Torsdag bliver Lars Larsen bisat. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Præcis klokken 12:00 i dag, torsdag, går alle Jysk-butikker landet over – og mange i resten af verden - i stå.

Der vil medarbejderne nemlig holde et minuts stilhed for den folkekære forretningsmand, Lars Larsen, som sov stille ind i sit hjem i Silkeborg mandag morgen.

Læs også Lars Larsen bisættes i dag: Kirken er åben for alle

Det oplyser kommunikationsdirektøren i Jysk, Rune Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Købmanden nåede at opbygge et stort netværk gennem sine mange år i branchen. Her ses flagene på halv stang hos Jysks hovedkvarter i Brabrand ved Aarhus. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

- Mange medarbejdere fra både Danmark og udlandet har givet udtryk for, at de gerne vil ære og minde Lars Larsen, så derfor holder vi et minuts stilhed, siger Rune Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er ikke kun ansatte i jysk, men hele Lars Larsen Group, der deltager, og derfor omfatter det i alt 25.000 mennesker.

Butikkerne er åbne

Det ene minuts stilhed foregår i butikkerne landet rundt. Butikkerne vil være åbne for kunder, men Jysk frabeder sig opmærksomhed fra medierne i det minut, hvor de ansatte minder Lars Larsen. 

Læs også Lars Larsens efterladte: Støt Kræftens Bekæmpelse i stedet for at give blomster

- Der kan være flere medarbejdere, der bliver berørte, så vi ønsker ingen mediedækning, men vi holder butikkerne åbne for kunder, og håber, at de vil respektere, at de ikke lige kan blive betjent i dette minut, siger Rune Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han oplyser også, at kunderne er velkomne til at deltage.

Lars Larsen åbnede den første Jysk Sengetøjslager-butik i Aarhus i 1979. I dag ligger der omkring 2500 Jysk-butikker i mere end 40 lande. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Offentlig bisættelse

Jyskkoncernen har valgt at holde et minuts stilhed netop i dag, fordi det er i dag, der bliver sagt det sidste farvel til Lars Larsen.

Bisættelsen er offentlig og finder sted klokken 14.00 i Sejs-Svejbæk Kirke, der ligger få hundrede meter fra Lars Larsens hjem. Rune Pedersen håber dog, at folk vil respektere, at det er en forholdsvis lille kirke.

Dyne-Larsens hemmelige museum - Udstilling om Lars Larsen fra JYSK

- Det er vigtigt, at der er plads til familie og venner. Det er en familie, der har mistet en mand, en far og bedstefar, og det er først og fremmest det, det handler om, siger han til TV 2.

Det forventes, at der udover familie og venner vil være både borgmestre og flere tidligere forretningsforbindelser, da mange af dem har haft en nær relation til Lars Larsen, lyder det fra pressedirektøren.

Følg med live

TV2 ØSTJYLLAND er med, når familie, venner og resten af Danmark torsdag eftermiddag tager afsked med dynekongen.

Følg med i livebloggen fra klokken 13:00 her.