Kloakreparation giver trafikgener
Uforudset kloakreparation giver trafikgener på Dynkarken i Aarhus torsdag aften
På torsdag bliver der trafikale gener i det centrale Aarhus ved Europaplads.
Mandag var der pludselig et hul i vejen på 50 centimeter i diameter på den trafikerede Dynkarken i krydset ved Mindegade i det centrale Aarhus mellem Dokk 1 og politistationen.
I første omgang blev fyldt med asfalt, men også det forsvandt. Derfor ligger der nu en jernplade over, indtil arbejdet med at finde og udbedre skaden begynder torsdag aften, og det kan give trafikale gener, mens arbejdet står på.
- Vi ved ikke med sikkerhed, om det er beskadiget kloak, der er tale om, men det tyder meget på. Det finder vi ud af, når vi kommer derned, siger Hans Rasksen, der er tilsynsførende formand i Aarhus Kommunes Center for By og Anvendelse.
Arbejdet begynder torsdag klokken 18.00 og betyder, at bilister fra Europaplads med kurs mod Dynkarken og politigården skal fortsætte ligeud via den normale venstresvingsbane, mens arbejdet står på.
- Arbejdet kommer i værste fald til at tage hele natten, og i bedste fald tager det tre til fire timer. Vi ved det ikke, da vi ikke ved, hvad vi kommer ned til, siger Hans Rasksen.
Han fortæller, at der er flere steder i byen, hvor der på grund af sommervarmen er opstået huller i vejene. Et af de steder er på Skovejen, hvor reparationsarbejdet også er lige på trapperne.