Klistermærker i massevis giver kommune kæmperegning hvert år
Det koster Aarhus Kommune 600.000 kroner hvert år at fjerne graffiti og de mange klistermærker, der bliver klistret på byens inventar
Bybilledet i Aarhus er efterhånden helt plastret til med klistermærker, der reklamerer for alt fra politiske budskaber til tøjmærker.
- Vi oplever en intensivering i bruget af klistermærker på byens inventar, siger Tenna Olsen, der er projektleder i Ren By Aarhus, der hører under Aarhus Kommune.
Hun har oplevet, at der er klistermærker på lygtepæle, bænke, skraldespande og alt mulig andet offentlig inventar.
Læs også
Og klistermærker i massevis udgør et stort problem for kommunen.
- Vi bruger rigtig mange ressourcer på at lave pænt inventar til vores by og på at holde det pænt. Det giver et indtryk af en pæn by, når der ikke sidder alle de klistermærker. Ligesom når man rydder affald fra gaderne, siger Tenna Olsen.
Aarhus Kommune bruger årligt 600.000 kroner på at fjerne klistermærker og graffiti.
Spild af penge
De penge kunne snildt bruges bedre, hvis det stod til en af borgerne på Ny Banegårdsgade i Aarhus.
- Det er da vildt mange penge. Dem kunne man bruge til meget andet meget mere fornuftigt, siger Åse Mousten Lauridsen fra Darum.
Om der er en mening med klistermærkegalskaben eller ej, er der ikke helt enighed om på gaden i Aarhus.
Læs også
- Jeg må indrømme, at jeg lægger nok ikke så meget mærke til det, siger Jens Kisker fra Risskov.
Sarah Lauge Lauridsen fra Aarhus kan derimod godt finde på at stoppe op og kigge en ekstra gang på klistermærkernes budskaber.
- Hvis det for eksempel handler om abort eller et eller andet voldsomt, så kan man godt komme til at tænke ret meget over det, siger hun.